Humanister kan have svært ved at sætte ord på deres kompetencer, og hvad de lærer på studiet. Det er et problem, som er kendt både hos universiteterne og de studerende selv. Derfor sætter universitetet også ind med mere fokus i undervisningen, i form af eksempelvis virksomhedssamarbejde, end de tidligere har gjort.
Af Lea Guldbrandsen, Lasse Petersen og Christoffer Rewitz
De studerende på de humanistiske uddannelser oplever, at de har svært ved at sætte ord på deres kompetencer, både overfor dem selv og deres kommende arbejdsgivere. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, vi har lavet i forbindelse med denne artikelserie. Men universiteterne gør allerede noget i undervisningen for at forberede de studerende til arbejdsmarkedet, og projektet Akademiker i Erhvervslivet kan også være med til at hjælpe dem videre.
Lasse Christian Arboe Sonne, som er lektor og viceinstitutleder på Saxo-Instituttet på Københavns Universitet, forklarer, at der ifølge universitetets undersøgelser især er to ting, der stresser de studerende. Det ene er frygten for ikke at få gode karakterer. Det andet er frygten for at stå uden job efter endt uddannelse. Det betyder også, at de på mange uddannelser har større fokus på virksomhedssamarbejde og på at indarbejde erhvervslivet, end de tidligere har haft.
Emma Berggren Andersen, der tidligere i år har færdiggjort sin kandidatgrad i LItteraturhistorie på Aarhus Universitet, mener, at mulighederne for at forberede sig til det fremtidige erhvervsliv er rige, men at man som universitetsstuderende selv er ansvarlig for, at man får det med:
“Jeg har bl.a. haft et fag omkring litteraturformidling, været med til at skabe en dagfestival i Silkeborg, hvor vi skulle lægge et budget, lave et program for dagen og en markedsføringsplan, hvor vi blev stærkere på den lidt mere praktiske del, som også hører til erhvervslivet. Så jeg synes, der er muligheder nok, hvis man gider gribe dem.”
Udover at universitetet tilbyder en masse til de studerende, inden de bevæger sig udenfor universitetets mure, har man i Aarhus også startet projektet Akademiker i Erhvervslivet. Det er et EU-projekt startet af Aarhus Universitet, som matcher færdiguddannede humanister med små- og mellemstore virksomheder i regionen, fordi det tit kan være der, at det er svært at forløse noget potentiale.
”Vi har ikke fokuseret på, at de skulle have nogle fra et specifikt studie. Vi har taget udgangspunkt i, hvad er det for nogle kompetencer, I har brug for, hvad er det for nogle opgaver, I gerne vil have løst, og så har vi formuleret et stillingsopslag sammen med virksomheden ud fra det,” siger Jannie Laigaard, der er projektleder hos Akademiker i Erhvervslivet.
Projektet har endnu ikke eksisteret så længe, at dets effekt kan aflæses i statistikkerne, men ifølge Jannie Laigaard er blikket også på det store billede.
”Vores forhåbning er, at det sætter nogle ringe i vandet på den lange bane, både hos virksomhederne, men også hos de studerende,” siger hun.
Er du humaniorastuderende i Aarhus, vil vi meget gerne høre dine tanker om artiklen, du lige har læst. Mener du, at mulighederne for at forberede sig til erhvervslivet efter endt uddannelse er gode nok? Er der noget i vores artikel, vi har misset? Giv meget gerne din mening til kende i kommentarfeltet nedenfor – eller på de sociale medier, hvor du opdagede artiklen.
De fleste artikler, denne inklusiv, rammer i mine øjne lidt skævt på i forhold til humlen af problematikken, som jeg mener ligger i en ærgerlig mentalitetsændring på universiteterne, der muligvis er opstået som følge af samfundets tiltagende underprioritering af kulturlivet og negligering af dets værdi (hvilket er hovedproblemet).
Her i grove træk fra en medrevet litterat – helt sikkert med stærkt generaliserende holdninger:
Man læser forhåbentligt ikke litteraturhistorie med målet om derefter at gå ud og få et eller andet åndløst kommunikationsjob – langt mere sandsynligt er det, at man starter på studiet helt uden et af disse ”mål”. Vores studie er i hvert fald mig orienteret et af de eneste, som ikke sigter mod at vægte erhvervslivet over åndslivet (i hvert fald lidt endnu…), og det gør mig derfor så ærgerlig, hver gang jeg ser litterater argumentere for deres kompetencers værdi på baggrund af markedsvilkårene; på kapitalismens præmisser. I mine øjne er det netop dem og al deres pinagtige virkelighedsfjernhed, vi bør forsøge at unddrage os og udfordre med vores kritiske sans, analytiske bevidsthed, respektfulde og åbnende læsning (af bøger, af verden, det kommer typisk ud på et – hvad der for resten er en stærkt overset kompetence!).
Problemet har aldrig været, tror jeg, at vi ikke kan sætte ord på vores kompetencer, men at de ord, vi har at sætte på dem, ikke ”tæller” inden for kapitalismens meningsstrangulerende vækstparadigmer. Problemet befinder sig på et højere strukturelt plan end blot universiteternes undervisning og de studerendes udfordringer med at finde arbejde efter endt studie – problemet er, at kultur er vanvittigt underprioriteret i Danmark, og jo færre penge, der fra statens side bliver sendt i retning af denne grundpille i samfundet, des sværere kår får vi, der er uddannet til at arbejde inden for kultursektoren, når vi skal argumentere for vores mange kompetencers samfundsmæssige værdi. Litteraturstudiet bliver af disse årsager truet af både visse studerendes og højeres magters ønske om at gøre undervisningen endnu mere rettet mod erhvervslivet, end den allerede er.
Jeg ved præcis, hvad jeg kan, hvorfor min uddannelse er vigtig, samt hvor og hvordan jeg kan gøre nytte i samfundet. Det har derfor været underligt i løbet af de sidste fem års uddannelse at få tudet ørerne fulde af, hvor svært vi humanister har ved at beskrive, hvilken viden og hvilke kompetencer, vi har fået på vores uddannelse, og endnu værre: Igen og igen at skulle lytte til løgnen om at det, vi kan, måske er lidt ”luftigt” og ”ukonkret”. Den usikkerhed, som vi bliver forsøgt påduttet, kan jeg ganske enkelt ikke genkende.
Nu tegner jeres undersøgelse et andet billede, men kunne det tænkes, at det billede ikke kun skyldes de studerendes manglende bevidsthed om deres kompetencer, men at kompetencerne ganske enkelt ikke passer ind i forestillingerne om, hvad der er værdifuldt for en arbejdsplads i det såkaldte erhvervsliv?
Mvh. Mau
– En lille smule indigneret i denne sammenhæng, men ellers glad og tilfreds cand.mag. i litteraturhistorie, dagpengemodtager, skrivende, tænkende, læsende.